Gode og sjove børnelege kan mere end blot at underholde. Leg er en lærende proces, som kan varieres på mange forskellige måder, så både børn og voksne får glæder og oplevelser sammen. Nedenfor kan du finde inspiration til sjove og stimulerende lege. 

Mus

Deltagerne sidder omkring et bord. På bordet ligger et antal pebernødder. En af deltagerne går udenfor døren mens de andre deltagere vælger en af pebernødderne som mus. Deltageren udenfor døren kommer ind og skal forsøge at fjerne pebernødder fra bordet uden at vælge musen.

Aldersgruppe:      4 år og opefter
Antal deltagere:   Minimum 4 personer             
Rekvisitter:           Pebernødder 

Listekreds

Deltagerne har bind for øjnene og står i rundkreds med en armslængde mellem sig. Deltagerne skal stå uden at holde hinanden i hænderne. Inde i kredsen står to personer uden bind for øjnene. De skal forsøge at snige sig ud af rundkredsen uden at blive rørt af de andre. Man må forsøge indtil det lykkes. Når man er nået ud af kredsen, får man bind for øjnene og to nye skal forsøge at snige sig ud.

Aldersgruppe:        5 år og opefter
Antal deltagere:     Minimum 12 personer
Rekvisitter:             Tørklæder 

Spejlæg

Deltagerne står to og to overfor hinanden og skiftes til at være spejl og den der spejler sig. Den der spejler sig bevæger sig langsomt - og den der er spejlet følger efter og prøver at bevæge sig på samme måde samtidigt med den der spejler sig. Legen leges til musik.


Aldersgruppe:      6 år og opefter
Antal deltagere:   Minimum 2 personer
Rekvisitter:           Musik 

Se med ryggen - vejret

En af deltagerne står med ryggen til de andre. En af deltagerne vælges til at tegne en vejrtype på ryggen af deltageren med ryggen til. Regnvejr som prikken på ryggen, ved solskin tegnes en sol osv. Gættes vejret - byttes der plads og legen starter forfra.

Aldersgruppe:      5 år og opefter
Antal deltagere:   Minimum 4 deltagere 

Hvad er klokken. Hr. Løve?

En af deltagerne vælges til løve og står med ryggen til resten af deltagerne, - som står i en lang række markeret med kegler med god afstand til "løven".
Deltagerne råber: "Hvad er klokken hr. Løve?"
Løven svarer f.eks.: "Den er tre."
Deltagerne går tre skridt frem.
Deltagerne råber igen: "Hvad er klokken hr. Løve?"
Løven svarer f.eks.: "Den er fire."
Deltagerne går fire skridt frem.
Legen fortsætter indtil deltagerne er nået helt op til løven - som vender sig om og løber efter deltagerne og forsøger at fange en af deltagerne. Deltagerne har først "helle", når de er kommet tilbage til startlinien. Herefter vælges en ny løve.  

Aldersgruppe:       4 år og opefter
Antal deltagere:    Minimum 4
Rekvisitter:            Kegler 

Gætte farver på kort

Et spil kort blandes og fordeles ud over et bord med bagsiden opad. Deltagerne skiftes til at trække et kort og gætte om det er rødt eller sort, spar, ruder, klør eller hjerter, billedkort eller ej osv. Andre slags kort med farver eller figurer kan også benyttes.

Aldersgruppe:       5 år og opefter
Antal deltagere:    minimum 2 personer
Rekvisitter:           Spillekort eller ande4n slags kort 

Hør en farve

Deltagerne står på en række. En af deltagerne vælges til kunstmaler og stiller sig nogle meter foran de andre med ryggen til. Kunstmaleren vælger en farve, f.eks. rød, og siger: "Alle dem med rødt på må gå et skridt frem". Har deltagerne rødt i deres tøj, må de gå et skridt frem.
Herefter vælger kunstmaleren en ny farve. Den deltager, der først når frem til kunstmaleren, har vundet.

Aldersgruppe:      5 år og opefter
Antal deltagere:   Minimum 4 personer 

Blomsterduft

Deltagerne sidder i en rundkreds. I midten af kredsen står forskellige blomster og planter, som deltagerne skal dufte til og derved lære sig at kende på duften. Herefter får alle deltagerne bind for øjnene og en enkelt af blomsterne eller planterne sendes rundt i kredsen - og deltagerne dufter til den igen. Deltagerne må ikke røre ved blomsten eller planten - og må ikke sige noget. Når deltagerne har duftet til blomsten eller planten, tages bindet fra øjnene. Herefter skal deltagerne i fællesskab snakke om, hvilken blomst eller plante, de måske har lugtet til - og argumentere, hvorfor det er den pågældende plante.

Aldersgruppe:      5 år og opefter
Antal deltagere:   Minimum 6 personer
Rekvisitter:           Blomster, planter 

Hvad flyver?

Deltagerne sidder i en rundkreds. Deltagerne skiftes til at gå ind i kredsen og sige et navn på et dyr - og baske med armene, som om dyret har vinger. Deltageren i midten basker med armene - uanset hvilket dyr der nævnes. Deltagerne i kredsen må kun baske med armene, hvis det nævnte dyr kan flyve.

Aldersgruppe:      4 år og opefter
Antal deltagere:   Minimum 6 personer 

Rødt lys - stop

En af deltagerne vælges til lyskurve og står med ryggen til de andre, som prøver at liste sig ind på ham. Når deltageren med ryggen til siger "Rødt lys - Stop" samtidigt med, at han hurtigt vender sig rundt, skal de andre deltagere stå stille. Bevæger man sig, skal man gå tilbage til udgangspunktet og begynde forfra. Den deltager som først rører ved lyskurven har vundet.

Aldersgruppe:      5 år og opefter
Antal deltagere:   Minimum 4 personer